Om Martinus

image_pdfimage_print

Martinus’ åndsvidenskab – en introduktion
– en kortfilm af Lennart Pasborg

Filmen havde præmiere på Martinus Mindedag i Klint lørdag den 8. august.

”Hvem er jeg?” … ”Er der en mening med lidelse og død?” … ”Hvilken betydning har kærlighed?”
Martinus (1890-1981), dansk forfatter og mystiker, fik 30 år gammel en række dybe, åndelige lysoplevelser. Herefter oplevede han – ud fra sin intuition – universet som gennemstrømmet af en uendelig kærlighed og visdom. Ud fra 100 symboler og mere end 6.000 sider beskrev han et sammenhængende verdensbillede med eviggyldige love og en teoretisk vej til kosmisk indsigt.

Martinus.Portræt.Gammel.Mischa

“Min største lyst er at bruge min viden til at få mennesker til at holde af hinanden”

En ny kærlighedsvidenskab
“Min største lyst er at bruge min viden til at få mennesker til at holde af hinanden.” Med disse ord beskrev den danske forfatter Martinus (1890-1981) engang sin mission ved et møde på Martinus Institut.

Kilden til hans viden var en intuitiv evne til at opleve universelle sammenhænge, der var udløst af en åndelig oplevelse, han havde som 30-årig. Martinus skriver et sted, at oplevelsen satte ham i stand til “at skue alle de bag den fysiske verden bærende åndelige kræfter, usynlige årsager, evige verdenslove, grundenergier og grundprincipper.”

De sidste 60 år af sit liv brugte han på at gøre sine indsigter tilgængelige for interesserede i form af en ny kærlighedsvidenskab.

Reinkarnation
I hovedværket Livets Bog får man en samlet beskrivelse af de universelle principper, der bestemmer vores skæbne. Studiet af principperne, og anvendelsen af dem i sin væremåde overfor andre, vil, ifølge Martinus, vække slumrende bevidsthedscentre, der med tiden vil bringe mennesket ind i en ny højere udviklingstilstand, som i Livets Bog betegnes “det rigtige menneskerige”.

Det rigtige menneskerige beskriver Martinus som et nyt naturrige i rækken efter mineralriget, planteriget og dyreriget. Det ufuldkomne menneske, for hvem det ikke er en livsbetingelse at praktisere universel kærlighed, er endnu forankret i dyreriget.

For at udvikle sig videre må mennesket erkende sin evige eksistens og dermed også princippet om reinkarnation, der betinger, at vi udvikler os gennem en uendelig række af fysiske inkarnationer.

Karmaloven
Erkendelsen af princippet om reinkarnation giver et evighedsperspektiv på tilværelsen, men for at tilværelsen kan få en moralsk dimension, må man også forstå karmaloven.

I Livets Bog skriver Martinus: “Ifølge karma- eller skæbneloven kan intet som helst angreb på noget væsen eksistere uden at være en gengældelse af en forudgående angrebsudløsning fra det selv imod omgivelserne.” Når mennesket fuldt ud har accepteret denne sammenhæng, eksisterer de nødvendige betingelser for, at lidelseserfaringer kan kultiveres og forvandles til næstekærlighed.

Det religiøse princip
En journalist spurgte engang Martinus: “Er De religiøs?”, hvortil Martinus svarede: “Ja, for mig er alt guddommeligt. Blot man sætter sig i en blød stol, mærker man det guddommelige kærtegn.”

I symbolværket, Det Evige Verdensbillede, kan man om det religiøse princip læse, at det “… giver sig ikke blot udslag i en almindelig religiøs væremåde. Det er også dette princip, der ligger bag materialismen, bag al politik og alle andre arter af fremtrædende bevidsthedsformer.”

Af samme grund er det verdensbillede, Martinus beskriver, ikke en ny religion, men derimod en beskrivelse af livets egen religion. I Livets Bog forklares det, at livets egen religion “kun kan eksistere med absolut alle som lærere, med alle som elever og med alt som læresætninger”.

Det Tredje Testamente
Religionerne har traditionelt været en dominerende kraft i samfundsudviklingen, men efterhånden som mennesket har udviklet en videnskabelig tankegang, er det blevet sværere at finde mening i de symbolske fortællinger, der udgør kernen i religionerne. Derfor lever menneskene i stigende grad uden en moralsk vejledning, men må tværtimod udforske, hvad der er ondt og godt gennem individuelle og kollektive eksperimenter.

Ifølge Martinus har Kristus med sin eksemplariske væremåde allerede givet løsningen på menneskets behov for moralsk vejledning, men den løsning kan kun inspirere os i dag, hvis den bliver forklaret i en videnskabelig form. Martinus ønskede derfor, at hans samlede værk skulle betegnes Det Tredje Testamente, og det går som en rød tråd gennem hele hans arbejde, at han opfattede det som en intellektualiseret fortsættelse af Bibelens Gamle og Nye Testamente.

“Den evige sandhed”
Kristus talte om Talsmanden den Hellige Ånd, “som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alle ting og minde jer om alle ting, som jeg har sagt jer.” (Joh. 14. kap. 26). Om denne ånd skriver Martinus: “Da ånd er viden og tanker, må den hellige ånd eller sandhedens ånd være den allerhøjeste eksisterende viden eller videnskab, der overhovedet eksisterer.”

Det er op til den enkelte sandhedssøger at afgøre, hvorvidt Det Tredje Testamente er et udtryk for “den allerhøjeste eksisterende viden eller videnskab”, men Martinus var selv overbevist om, at et guddommeligt Forsyn igennem ham havde “ladet “den evige sandhed” fremtræde i en ny inkarnation, således at den kan blive ved med at lyse og varme ud over verden i evig ungdommelig skønhed, kraft og stråleglans.”

Du kan læse mere her:

image_pdfimage_print