Frivilligt arbejde i klint

image_pdfimage_print

Vejledning i at være frivillig om sommeren.

Et særligt kendetegn ved Martinus Center er, at det meste af arbejdet udføres af frivillige, ulønnede medarbejdere. Lige siden indvielsen i 1935 har gaver og frivillig arbejdskraft været det bærende element i driften af Martinus Center Klint. Uden disse pengegaver og den meget store indsats fra de mange frivillige gennem årene, ville det ikke kunne lade sig gøre drive centret.

Tilmelding e-mail klintfrivillig@martinus.dk

En positiv og rummelig atmosfære
Som frivillig medarbejder bliver man en del den helt særlige stemning og kærlige atmosfære, der kendetegner centret. Martinus var selv et meget glad, humørfyldt og fordomsfrit menneske med et positivt livssyn og med “højt til loftet”, og det er netop denne ånd som vi ønsker skal herske blandt medarbejdere og kursister og herved være med til at gøre Martinus Center til noget særligt.

Et ophold som frivillig byder på rig mulighed for et inspirerende socialt samvær, hygge og dejlige naturoplevelser. Om aftenen arrangeres der foredrag og under sommerkurserne kan man som frivillig medarbejder deltage i undervisningen i den grad som ens arbejdstid tillader det. Det frivillige arbejde er for mange en god indgangsvinkel til kosmologien.

Mange arbejdsopgaver året rundt
Frivillige medarbejdere bor i centret til medarbejderpris og arbejder 4 – 5 timer om dagen med de opgaver, man har valgt og har resten af dagen til sig selv. Af arbejdsopgaver i centret kan nævnes undervisning, receptionsarbejde, rengøring, restaurant og cafe, havearbejde og vedligeholdelse.

Der er brug for frivillig arbejdskraft i hele sæsonen, der begynder ved påsketid og først slutter efter det sidste kursus i november. Der er særlig behov for arbejdskraft under sommerkurserne og i de tre arbejdsuger – i påsken, midt i juni og i efterårsferien – hvor op mod 100 frivillige kommer og hjælper til med de mange opgaver.

Café og reception
Der er i år særlig mulighed for at blive udlært som cafemedarbejder (i den nye café) og som medarbejder i receptionen – tilmelding og information her

Serviceteams forår og efterår
Om foråret og efteråret er arbejdet organiseret i vore serviceteams, der tager sig af hele den løbende drift i centeret sammen med de faste medarbejdere.

Som medarbejder i serviceteamet, kan du vælge mellem forskellige arbejdsområder: arbejde i køkkenet med madlavning og opvask, rengøring, afrejse-tjek af boliger, pasning af køkkenhave og vedligeholdelse af bygninger. Man kan skifte mellem de forskellige jobs, og på den måde få bred erfaring for arbejdet i centeret og herved få mere afvekslende arbejde.

På Terrassen arrangeres der om aftenen foredrag / oplæg / Video-CD foredrag efter gæsters og medarbejdernes ønsker og interesse.

Tilmelding | frivillig forår og efterår
Man kan tilmelde sig en eller flere dage som man ønsker (gerne en hel uge, men intet krav)
Pris kr. 40 pr. døgn for bolig. Hertil kommer medarbejderbetaling for eventuel kost. (Man er nogle dage i et vist omfang nødt til selv at sørge for kost, men det oplyses ved tilmeldingen).
Perioderne 2017 er Forår 25/3 – 30/6 og Efterår 13/8 – 5/11

De tre arbejdsuger – påske, en uge i juni og efterårsferien
Tre gange om året afholdes der særlige arbejdsuger – i påsken, midt i juni og i efterårsferien. I disse uger mødes op mod 100 frivillige for at udføre en lang række opgaver. Der er desuden foredrag og rig mulighed for et inspirerende socialt samvær og hygge.

Tilmelding | arbejdsugerne
Man kan tilmelde sig en eller flere dage som man ønsker
Prisen er kr. 130 pr. døgn (bolig, kost og foredrag)
Arbejdsugerne ligger således i 2017:
Påsken 8/4 – 17/4 | Sommer 8/6 – 15/6 | Efterårsferien 14/10 – 22/10

Sommerkurserne
Fra sidst i juni til midt i august afholder vi de sommers 6 ugekurser. Kursus- og arbejdsuger begynder lørdag, og man tilmelder sig for en uge ad gangen. Der er forskellige arbejdshold i køkkenet og rengøringen, pasning af udendørsarealer foruden arbejde i receptionen og cafeen, i teknikken i foredragssalen samt som underviser.

Læs mere om det frivillige arbejde om sommeren her

Tilmelding | sommerugerne
Man skal tilmelde sig mindst en hel uge (Tilmeld dig i god tid, der er rift om pladserne!)
Prisen er kr. 910 pr. uge (bolig, kost samt ét daglig undervisningstilbud)
Periode Sommerkurserne ligger i 2017 fra lørdag den 1/7 til lørdag den 12/8.

Hvad betaler man for som frivillig medarbejder?
Man skal som frivillig medarbejder betale for kost, bolig og eventuel undervisning. Medarbejdere betaler mindre end kursister, og priserne er holdt så lave som muligt under hensyn til bl.a. gældende skatteregler.

Tilmelding e-mail klintfrivillig@martinus.dk

Vi glæder os til at se dig i Klint
Charlotte Anderson og Eigil Kristensen
Bestyrerne i Martinus Center Klint

4 - Charlotte glad4 -Stolt Eigil

image_pdfimage_print